PILGRIMSFÆRD

VIA FRANCIGENA

 

Copyright © All Rights Reserved

Via Francigena er en af de ældste pilgrimsveje i Europa.

Navnet viser hen til, at prilgrimsvejen er gennem Frankrig.

Egentlig begrynder pilgrimsvejen ved Canterbury Chatedral i Sydøst England og i England sydøst på til Dover.

På den franske side starter pilgrimsvejen i Calais og en i diagonal linje fortsætter den gennem den nordøstlige del af Frankrig til Lausanne i Schwei,z for at fortsætte langs Geneve Søen derpå over Sankt Bernhards

 

passet og på sydsiden af Alperne at forløbe i Aosta Dalen i Italien, gennem de gamle renæssance byer i Toscana direkte syd på til Peterskirken i Rom.

Fra de 4. århundrede har der været pilgrimsfærd til Rom og man ved at fra det 8. århundrede gjorde britter pilgrimsfærden nogenlunde i overensstemmelse med den nu etablerede Via Francigena.

Hvorfor man ved det? Det beror på, at ærkebiskoppen af Canterbury - Sigeric - i slutningen af 900 tallet rejste til Paven i Rom, for af paven at modtage sit pallium - en stola af hvidt uld med 6 sorte kors, der udgjorde hans embedes segl.

Sigeric fik sin sekretær til nøje at beskrive rejseruten og det blev således guidebogen for Via Francigena for pilgrimme der drog til Rom, som var datidens vigtigste pilgrimsmål næst efter Jerusalem. Senere blev Santigo de Compostela et vigtigere pilgrimsmål.

Med tiden blev det traditionen, at pilgrimme benyttede Via Fracigena som vandrevej over Aplerne med overgangen mellem nord og syd via Sankt Bernhards passet på grænsen mellem Schweiz og I talien.

Via Francigena er i sin fulde længde fra Canterbury til Rom (945 km fra Canterbury til Sankt Bernhards passet og derfra til Rom 956 km) i alt 1.901 km.

Man er da kommet igennem 4 lande og igennem mange regioner, med hver deres kultur og egenart.

Der vandres over flere pas, hvor det mest udfordrede er at vandre over Sankt Bernhards passet i 2.473 m højde. Det er kun passabelt nogle få månder om året (medio maj til primo oktober) på grund af sne og dårligt vejr.

 

PILGRIMSFÆRD

PILGIMSVANDRING

 

Set i et moderne perspektiv er pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring ikke så religiøst betonet som tidligere.

Mange af de som vandre på de gamle pilgrimsveje, kalder sig pilgrimme ud fra, at de vandre på på de gamle pilgrimsveje, men bære ikke det religiøste islæt med sig.

De har et pilgrimspas, som er udstedt af en organisation og hvor pilgrimspasset (se

 

billedet ovenover) giver adgang til overnatning på et kristent eller verdsligst overnatningsted - herberg - til en rimelig pris. I pilgrimspasset indføres dagligt stempler, væsentligst fra overnatningsstedet eller fra kirker, cafeer o. lign. for at indehaveren har dokumentation for at have vandret eller på anden vis trapsorteret sig fra sted til sted. I tidligere tid gav pilgrimspasset eller pilgrims rejsedokumentet adgang til gratis goder eller særlige retteigheder og beskyttelse og ved endemålet var det dokumentation for, at man havde ret til forladelse for sine synder.

Den moderne pilgrim nyder ikke denne beskyttlse, men opnå dog ofte større respekt og tillidsfuldhed end en almindelig turist.

Pilgrimsvandring er per tradition "at vandre mod et helleigt sted" og pilgrimsvandring har fundet sted i århundreder.

Indtil reformationen - og stadig i den katolske kirke - er pilgrimsvandring en tradition, hvor man vandre til en helgen. I den vestlige del af Europa er det overvejende til Santiago de Compostele i nordvest Spanien, hvor Sankt Jacobs relekvier er i Katedralen i Santiago.

For italienerne er det overvejende mod Peterskirken i Rom, hvor Sankt Peters relikvier er.

På de mest benyttede pilgrimsveje er infrastrukturen i de senere år blevet god, med god afmærkning og overnatningssteder med rimelig passende afstand. Især i Spanien er pilgrimsvejene velforsynede med afmærkninger, overnatnings- og spisesteder. På Via Francigena er det ved at komme, men stadig i Frankrig, er der mangel på overnatningssteder i rimelige daglige vandre afstande. Afmærekningen i Frankrig lade os noget tilbage at ønske.

Den moderne pilgrims udstyr er jo milevidt forskelligt fra middelalderens pilgrimmes. Dengang var det en kjortel og et stort overslag, der udgjorde beklædningen, en stor filthat med bred skygge, som kunne holde regn og sne fra ansigtet, sandaler eller intet fodtøj og en taske eller sæk hængende fra skulderen, en stav og en kalabas til vin/øl eller vand.

Udstyret i dag er let beklædning med egenskaber, der gør det nemt at håndtere, langebukser der kan lynes af til korte bukser, overtøj til alt slags vejr af lette og modstandstygtige materialer, en rygsæk med et vedsiddende ophæng i regntæt materiale, moderne letvægts fodtøj, der er vandafvisende og der tørre hurtigt efter fugt, vandrestave af god og holdbar kvalitet, der kan klare store belastninger og drikkesystemer indbygget i rygsækken. Hvilken forskel.

Hertil kommer, at den moderne pilgrim ikke skal tænke på alvorlige sydomme, men kan nøjes med vabler og ind i mellem stik fra insekter og få behandling i løbet af dagen, ikke skal tænke på om der er røver og banditter, som kan blive ens endeligt, eller tænke på om det nu også er den regtige retning, der følges, fordi der er afmærkning eller der bruges GPS eller smartphone til navigation. Og den solide træstav er udskiftet med letvægts vandrestave, der yder bedre komfort end en tung stav.

Og ikke mindst, den moderne pilgrim går kun i en retning - mod pilgrimsmålet - og tager oftes en anden transport tibage til sit hjem.

Så en moderne pilgrimsfærd lader sig ikke sammenligne med den middelalderlige. Den moderne pilgrimsfærd er en ren skovtur sammenlignet med middelalderens.

Hvad er det så der tiltrækker mennesker til at vandre dag efter dag - på f. eks. Via Francigena - op til 90 - 100 dage i træe i træk?

Det siges, at er man først begydt på at pilgrimsvandre, så er man tilbøjelig til at gøre det igen.

For mit vedkommende er det, der tiltrækker mig, at kunne vandre på gamle pilgrimsveje, hvor der er millioner af mennesker, der har vandret mod det samme mål og med den samme baggrund på et kristent grundlag - at vandre mod en katedral med relekvier. At vandre på afmærkede vandreveje med en infrastruktur, der gør det bekvemt og sikkert at vandre, i øvrigt igennem et skønt landskab, med en imødekommende lokal befolkning og med overnatningsmuligheder ad libitum.

For mig giver det tryghed og sikkerhed, det giver en særlig oplevelse at gå i andres fodspor med det mangefold af kukturminder, fra romerske ruiner og veje, til middelalder kirker og katedraler, til andre historiske bygningsværker og kulturminder i et kristent og religiøst samfund, hvor der er et internationalt fælleskab, hvor de bærende kræfter er næstekærlighed og medmenneskelighed, men også plads til ensomhed og søgen mod indre værdier.

PILGRIMSDYDER

  • Frihed
  • Enkelhed
  • Langsomlighed
  • Stilhed
  • Bekymringsløshed
  • Fælleskab
  • Åndelighed

PILGRIMSVANDRING I MIDDELALDEREN

Pilgrimsvandring i middelalderen var noget af en farefuld færd.

Det skal huskes, at man startede pilgrimsfærden, når man forlod sit hjem og man gik derefter oftes kun til fods helt til et pilgrimsmål, Santiago de Compostela, Rom eller Jerusalem, der var de 3 store pilgrimsmål.

Baggrund for at tage på pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring var ofte, at ens synder var blevet så store eller mange, at den enste måde man med sikkerhed kunne sone dem på og dermed komme i Himmerrige, var at kunne få en helgen til at gå i forbøn for én ved Himmelens Port og jo større helgen jo tættere på Gud og Jesus denne var, jo sikre var man på at komme ind i Paradis.

Santiago de Compostela og Rom var de nærmeste store pilgrmsmål og ingen af dem var uden fare at vandre til.

Det hævdes, at mindre en halvdelen af dem som drog på pilgrimsærd nogensinde vendte tilbage til deres hjem igen.

Enten blev de syge undervejs og døde af sygdommen, dræbt af banditter, ofre for krigshandlinger, eller også så magtede de ikke at vende/vandre hjem igen.

Mange blev også direte opfordret til at tage ophold i det udenlandske og bosætte sig et sted på vejen hjem.

 

 

Kortet viser Via Francigenas forløb, hvor det ses, at der skal passeres 2 pas, nemlig ved Col du Grand St. Bernard (2.473 m) og Passo della Cita (1.041 m)