Flere steder er både op og ned så stejle, at det tangere bjergklatring med oppakning.
Det er godt det er tørt og dejligt vejr. Stien er støvet. I regn ville den være livsfarlig glat.
Flere steder er der spændt kæder op langs bjerg siden, så det er muligt at have noget at holde fast i under op og ned vandringen.
På et tidspunkt - for dette her forløb strækker sig over flere kilometer - er jeg ved at opgive, ikke så meget på grund af hverken højdeskræk eller fysik, men mere på grund af den pysiske belast ning det er, at man er anspændt og nervøs for at falde, glide eller miste ret fodfæstet. Så det bliver ikke til mange kik ud over natursceriet eller at tage fotos.
Endelig kommer man ind på en mere human sti og kan fortsætte mindre anspændt og til sidst igen afslappet i det gode vejr. Men længe vare glæden over det ikke.
Efter landsbyen Bovernier, vandres på ny op i skoven, nu på modsatte side af floden - Le Dranse - ind i et anderledes stenrigt terræn.
Her er der tale om at vandre på klipper af varierende størrelse fra ½ m til 5 m højde. Stenene eller klipperne er overgroet med mos. Så godt det er tørvejr, for i regnvejr, ville disse klipper blot blive glatte og farlige at forcere. Nogle steder er hver anden sten afmærket med en gul rhombe med en sort kant rundt om. Det er stimarkeringen. Efter omkring 1 km i dette terræn vandres ud af skoven og ud på en skovsti for lidt senere at vandre over en flodseng, hvor der alene er sten på størrelse med en fodbold.
