I ca. 1.700 m højde er der et resuvare for smeltevand.
På et tidspunkt lidt efter resuvaret, vandre man på et trache, hvor en olie/gasledning er placeret. Til venstre er et åløb med en lille bro over. Længere oppe til venstre kan man ane landevejen, der før er op til passet.
Ud for broen på højre side er en gul rhumbe malet på en klippeblok, der markerer stien, men jeg kan ikke se den næste markering. Det viser sig, at man skal klatre næsten 50 m op af den grønne bjergskråning for at nå op til hvor stien fortsætter. I det her regnvejr og begyndende tåge beslutter jeg mig for, at det vil jeg ikke med risiko for at glide ned af den stejle side. Derfor vælger jeg nu at gå til venstre over broen op vandre op til landevejen og vandre de sidste ca. 4 km på landevejen. Havde jeg fulgt stien kunne jeg nøjes med 2 km.
I kote 2.120 - L'hospitalet- gør jeg holdt under noget som ligner et vandtårn og her møder jeg KiWi couple, som får varm kaffe fra den medbragte primus og en sandwich. De er sammen med en schweizisk pilgrim, som jeg mødte tidliegre på dagen. Det er disse pudsige oplevelser man møder på disse pilgrimsveje. Mindst som man forventer det sker der noget uventet.
Vi 4 beslutter os nu for, at vandre af stien op til passet. Det giver styrke og ro, at der er flere som vandre sammen i dårligt vejr og under de barske forhold.
